Jeg citerer fra ovennænte bog. Her beskrives begivenheden, hvor Erik Christensen hjælper en engelsk flyver på flugt fra tyskerne. Jeg har beholdt det afsnit, hvor Allan Huglstad vurderer Ørslev borgernes indsats. Det er ikke så positivt. Ærgerligt for Erik Chrisensen (min far) risikerede en del ved at følges med Fowler og vise vej.
“Natten mellem den 11. og 12. september lagde englænderne miner i bl.a. Østersøen. 8 Lancaster-fly fra 75. Eskadrille med besætninger fra New Zealand havde Stettin Bugt som mål, og på hjemvejen blev en af dem angrebet af en tysk natjager over Vestmøn og skudt i brand. Flyet fort satte som en ildkugle over Langebæk, og over Liliendal fik det den sidste salve fra natjageren. Kun to mand nåede at springe ud omtrent midtvejs mellem Røstofte og Ørslev, medens flyet fort satte i et venstredrej vest om Ørslev over Lillevang og Ørslev Mose. Over Ørslev Kohave, 1 km syd for Ørslev, faldt flyet pludseligt lodret mod jorden i en mægtig eksplosion og ildsøjle, der kunne ses fra både Næstved og Falster. Maskinen styrtede ned kl. 0015 tæt vest for parcelist Carl Pommergaards ejendom, der blev fuldstændig raseret, da resten af benzinen eksploderede.
Der kom hurtigt ambulancer og brandsprøjter fra Vordingborg og Zoneredningskorpset i Bår se, men de tyske soldater, som tilfældigt havde været på natøvelse i nærheden, forbød alt sluk nings- og redningsarbejde på grund af eksplosionsfaren, da der kunne være bomber ombord. Først om morgenen, da ammunitionen og iltflaskerne var sprunget i luften, blev der givet tilladel se til at slukke, men da var der kun nogle gløder tilbage. Hele familien Pommergaard, forældrene på 72 og 58 år og 3 børn på 28, 22 og 15 år, omkom øjeblikkeligt. I Vordingborg blev sønnen Robert Pommergaard vækket af politiet og cyklede straks af sted sammen med søsteren og svogeren fra Masnedsund.
Under slukningen koncentrerede tyskerne sig om at finde rester af besætningen for at finde ud af, om nogen havde overlevet. I første omgang mente man at have fundet 3 personer, hvorfor der manglede 4. Herefter startede eftersøgning og vejspærringer.
Flyets bombekaster, David John Robert Wilcox, havde kraftige smerter i skulderen og armen efter landingen på Lundegårds marker 100 m øst for Ørslev og magtede ikke at skjule faldskær men, men humpede ind i en kostald. Næste morgen fik han kontakt med beboerne, der var meget hjælpsomme, og som kontaktede politiet, hvorefter en ambulance kørte ham på sygehuset i Vordingborg. Overbetjent P.H. Larsen, der havde vagt denne nat og var den første i området, havde en ide om at skjule den tilskadekomne flyver og nægtede at give oplysninger til tyskerne, men en af de lokale fortalte, at han var bragt til sygehuset. Her fandt man ud af, at han havde fået brud på overarmen, og han blev forbundet. Da tyskerne ankom, kom han på enestue bevogtet af en tysk soldat. Alle patienterne sendte deres blomster ind til ham! Næste dag flyttede tyskerne ham til et lazaret – både for at undgå sympatitilkendegivelser og hindre flugt- og redningsforsøg – og kommandanten beklagede sig til politimesteren over, at værnemagten ikke straks var underrettet. Efter 3 dage fortsatte Wilcox’s rejse til 8 måneders krigfangenskab, først i Schlesien og herfra på en vintermarchtur til et sted i nærheden af Berlin, hvor han blev befriet af russerne.
Flyets mekaniker, Colin Richard Fowler, var sprunget ud af flyet efter Wilcox ca. 5 minutter efter midnat. Efter landingen ved Ellerød nord for Troldbjerg Skov skjulte han faldskærmen og skyndte sig væk fra stedet. Han fik øje på en kirke – Ørslev – og fulgte flugtinstruktørens råd om at søge hjælp ved kirken. Inde på kirkegården satte han sig op mod muren. Her blev han om morgenen fundet af graver Frederik Petersen, der lukkede ham ind i kirken. Graveren fik fat i lærerne Walther Gjøl og Lottrup, der var luftværnsledere og i færd med at samle luftværnsmandskabet. Da mandskabet var sendt af sted til ulykkesstedet, gik de over til flyveren i kirken. Dengang var der ikke mange lærere, der mestrede engelsk, så de sendte bud efter seminarieelev Erik Christensen. Flyveren ville til Sverige, og da der efterhånden var kommet en del Ørslevbeboere til stede, blev der samlet tøj og penge ind til ham. Trods den tyske eftersøgning lykkedes det seminarieeleven at lodse ham gennem skoven nord for Ørslev og ud til hovedvejen. Her fik han en gammel damecykel og besked på at køre mod København, hvorefter Erik Christensen forsvandt.
I mellemtiden var Erling Hansen, der var købmand i Skallerup nord for Ørslev og på ægindsamling sammen med sin svoger, kommet til Ørslev i sin lille lastbil. Her fik de at vide, at en af flyverne var undsluppet og på vej mod København. Ude på hovedvejen fandt de Fowler og tog ham op på ladet mellem æggekasserne. I Bårse Runddel blev de stoppet af et par tyskere, der lod dem passere for en bakke æg, hvorefter turen fortsatte til Næstved Station, hvor svogeren købte ham en billet og instruerede nogle togfolk, så han kom med det rigtige tog og ikke blev tiltalt af nogen. I København vandrede han lidt rundt og endte på en bænk ved det tyske feltpolitis kontor på Hovedbanegården. Her var han heldig at blive “opdaget” af en politibetjent med de rigtige kontakter, således at han efter et par dage blev sejlet til Malmø. Den 28. september var han tilbage i England.
Redningen af Fowler var nærmest et mirakel. Turen til Sverige kunne have gået galt indtil flere gange, men manden var nærmest “forfulgt” af held. Det var uforståeligt, at man ikke forsøgte at gemme flyveren, indtil der var ro, men i stedet sendte ham ud på hovedvejen, hvor risikoen for at blive fanget af tyskerne var næsten 100 % sikker. Man kunne næsten få det indtryk, at det gjaldt om at få ham ud af byen, så han ikke kompromitterede de lovlydige indbyggere. Gjøl var da også blevet betænkelig og var senere på dagen cyklet ud på hovedvejen for at lede efter ham. Havde det ikke været for den snarrådige købmand i Skallerup, var Fowlers vandretur nok ikke blevet lang. Det var også mærkeligt, at RAF-aelsenkæden – præsternes og Ringens flugtrute – ikke fungerede. Hvis den havde virket, skulle Fowler bringes til Tønnesen på Næstved Sygehus. Hvor var præsten henne? Havde han glemt at instruere graveren, eller var præsten af en eller an den grund ikke med i flugtruten eller endnu ikke instrueret? Gjøl fik om aftenen nogle henvendelser fra folk, der havde hørt, at de havde hjulpet en flyver, men turde ikke andet end benægte det. Om aftenen kom Aage Hee, som Gjøl ikke kendte, og han blev også afvist. Som tidligere omtalt var Hee med i den militære efterretningstjeneste, og en af hans meddelere i Ørslev må have orienteret ham. Hees hensigt var givet at hjælpe flyveren til Sverige via sine kontakter.
I løbet af den 12. september blev ligene af familien Pommergaard fundet og lagt i hvide kister på marken, og der blev holdt ligsyn. Resterne af 3 flyvere blev lagt i sække af tyskerne og gravlagt på Svinø dagen efter. Herefter fjernede tyskerne alle synlige vragrester samt motorerne undtagen én, der var røget ned i en brønd, hvor den blev fundet i 1993. Det var formentlig un der oprydningen, at det lykkedes for FVH – en overlægesøn og NSU’er fra Oringe – at få fat i et af flyets maskingeværer, uden at det blev bemærket. Den 16. og 18. september blev de unge værnepligtige fra CBU-kolonnen i Næstved sat på en ubehagelig opgave. Hele tomten, haven og gårdspladsen skulle kulegraves for ammunition og ligrester, der blev fundet dels i stuehuset og dels i krater nr. 2. Man mente at have fundet rester af yderligere 2 flyvere, og disse blev afleveret
Giles og navigatøren John B. Gudgeon, havde tyskerne begravet den 13., hvilket blev de sidste på Svinø Kirke gård under krigen.
Den 16. september blev Pommergaard-familien begravet fra Ørslev Kirke under meget stor deltagelse fra sognet. Den 21. blev resterne af de 2 flyvere, haleskytten John M. Biggar og piloten Wilson O. Hadley, begravet på Ørslev Kirkegård, og den 24. foretog sognepræsten jordpåkastelse. Søndag den 1. oktober var der afsløring af en mindesten på Pommergaards familiegrav sted. Stenen havde alle i sognet bidraget til.”
http://modstand.natmus.dk/Person.aspx?107139